- I 2010 byggede vi 1.200 kvadratmeter elproduktion og administration, og nu har vi tilbygget yderligere 1.200 tilsvarende kvadratmeter, og det har vi lige taget i brug, udtaler direktør Jens Chr. Kristiansen.
Soft & Teknik er specialiseret inden for produktion af tavler og industriel automation. Kunderne har man fundet bredt inden for industrien.
I de seneste år er nye forretningsområder dog stille og roligt sneget sig ind.
- Der, hvor vi er gået ind nu, er store varmepumper til offentlig forsyning, og vi er gået ind i landstrømsanlæg, der forsyner skibe og de maskiner, der arbejder i forbindelse med skibenes last- og losseopgaver. Det er typisk anlæg, der bliver bygget ind i containere eller står på kæmpestore rammer. Så vi er egentlig gået ind i den grønne omstilling, og på sigt går vi også ind i fremstilling af brint og metanol, forklarer Jens Chr. Kristiansen.
Og det er en del af baggrunden for den kraftige udvidelse af værkstedskapaciteten.
- Forskellen til det, vi laver nu, er, at den her gang har vi lavet elværkstedet, så det kan tage langt større komponenter, end det kunne tidligere. De kraner, vi har haft indtil videre, har typisk været 2 tons kraner, men nu har vi en 20 tons kran. Det fortæller lidt om, hvad det er for et segment, vi går ind i, lyder det fra Jens Chr. Kristiansen.
- De komponenter, der skal bruges, er mere heavy duty på de nye opgaver. Så det var egentlig baggrunden for, at vi startede udvidelsen af huset. Vi kunne se, at hvis vi skulle med på den, så skulle vi også skalere vores produktionsapparat op, så vi kunne tage noget mere kraftigt grej, fortsætter han.
Traditionelt talte kundelisten mest traditionelle industrivirksomheder i lokalområdet, hvor man i tæt samarbejde udvikler de produkter, der efterspørges i forbindelse med den grønne omstilling.
- Nu er vi godt i gang med at lave nogle større anlæg, som er mere procesrelaterede og langt mere avancerede. Det bliver det selvfølgelig også på det administrative niveau, for pludselig skal der bruges langt flere programmører, teknikere og designere til at få alle de ting på plads, fortæller Jens Chr. Kristiansen.
Netop det ser han som et godt udtryk for den udvikling, Soft & Teknik har været igennem i de seneste år.
- Det er hele processen med at overgå fra at være en underleverandør og komponentleverandør til at blive en 100 procent leverandør, hvor vi kommer med et komplet produkt. Underleverandør eller komponentleverandør har altid været udfordret af shopping-mentaliteter med prisen som primær driver, hvorimod når man er leverandør af et færdigt produkt, så er det egentlig produktets kvaliteter, design, virkemåde og de samlede egenskaber, der gør, om kunden synes, det er interessant at købe, forklarer Jens Chr. Kristiansen.
Soft & Teknik har i dag 80 medarbejdere, og virksomheden fik i december sidste år nyt medlem i ejerkredsen, European Energy. Det har sikret Soft & Teknik en stærkere platform samtidig med, at European Energy får mange af de kompetencer, der skal anvendes i forbindelse med den grønne omstilling.